I Ry på Silkeborg-egnen er en serie af bofællesskaber under udvikling. Det første ud af flere er skabt til voksne over 50.
Af Eva Ørum
Ry ligger ualmindeligt smukt lidt syd for Aarhus direkte ved Gudenåen. Der ligger en del store huse i en større omkreds omkring den lille by, og i 1970´erne blev en del af dem til kollektiver, nogle eksisterede i mange år. Nu bliver der så atter opført boligfællesskaber på egnen. Denne gang er de bygget til formålet.
Fristed for seniorer
Under navnet ”Balancen” bliver der over en årrække bygget flere forskellige fællesskaber. Det første er opført, og beboerne er flyttet ind. Det er et såkaldt 50+ fællesskab og er ifølge den drivende forening skabt og indrettet til alle dem, der nyder den fase af livet, hvor der ikke længere er børn, der skal passes. Så er det vist klart: fællesskabet her er for voksne med lyst til at dyrke den tredje alder fuldt ud. De næste boliger, der opføres, er tiltænkt familier.
Genbrugsmaterialer
Alle boligerne er opført i træ og byggeriet er baseret på bofællesskabets fire værdier: natur, sundhed, klima og ressourcer. Der er brugt genbrugte byggematerialer, over alt hvor det har været muligt, og særligt fælleshuset kalder på opmærksomhed med sine gavle af ubehandlet træ og facader af rustrøde pandeplader.
Tegn på en ny tid
For 10-15 år siden ville mange nok have tænkt at et boligfællesskab med materialer som disse og værdier som her ville være for græsrødder. Sådan er det ikke i dag. Over alt i landet bliver der opført boligfællesskaber, ikke mindst til såkaldte seniorer.
Som det ultimative tegn på, boligfællesskaberne ser ud til at slå permanent igennem er, at stort set alle de store ejendomsudviklere herhjemme investerer i opførslen af mange af denne type boliger i disse år. Tendensen er opadgående og baseret på det syn, at vi får mere ved at dele mere.
source: dac.dk